01.12.09 | Naomi Klein

Tip en ven       |     Print  

Klimatopmødet : Seatlle bliver voksen

København er ikke blot en gentagelse af Seattle. Der skabes en bevægelse, som bygger på styrken fra en tidligere periode, men som også lærer af de fejltagelser, der blev begået.

Forleden dag modtog jeg en anmelderudgave af Kampen om historien om kampen om Seattle, af David Solnit og Rebecca Solnit. Den udkommer ti år efter at en historisk koalition af aktivister lukkede World Trade Organisation's topmøde i Seattle. Det blev gnisten, der satte gang i den verdensomspændende bevægelse imod virksomhedslederne.

Bogen er en fascinerende opregning af hvad, der virkelig skete i Seattle. David Solnit er ”direkte-aktions” guru, som stod i spidsen for lukningen lukningen. Da jeg talte med ham, var han mindre interesseret i minderne fra 1999, end i at snakke om FN's kommende topmøde om klimaforandringerne. Og ”Klimaretfærdigheds” aktionerne, som han hjælper til med at organisere over hele USA den 30. november. ”Dette er bestemt en Seattle-bevægelse”, fortale Solnit mig. ”Folk er parate til at aktionere”.

Der er bestemt træk ved mobiliseringerne i København, der minder om Seattle: De mange forskelligartede grupper, der vil deltage; de forskellige typer af taktik, som vil blive anvendt; og udviklingslandenes regeringer, klar til at fremføre aktivisternes krav på topmødet. Men København er ikke blot en gentagelse af Seattle. Det ser i stedet ud til, at de fremadskridende bevægelser i undergrunden ændrer karakter: Der skabes en bevægelse, som bygger på styrken fra en tidligere periode, men som også lærer af de fejltagelser, der blev begået.

Den heftige kritik af bevægelsen, som medierne insisterede på ved at karakterisere den som ”antiglobaliseringsbevægelse” gik altid på, at den havde en alenlang liste af klager og få konkrete alternativer. Den bevægelse, der samles i København, er i modsætning hertil en bevægelse, der samles om et enkelt spørgsmål: Klimaforandring. Men bevægelsen fletter samtidig en sammenhængende beretning sammen om klimaforandringernes årsag, og midler til at stoppe dem. Det involverer så godt som ethvert politisk spørgsmål på jorden. I denne beretning forandrer vort klima sig ikke kun på grund af den almindelige forurening, men også på grund af den logik, der ligger til grund for det kapitalistiske system, som sætter kortsigtede profithensyn og endeløs vækst over alt andet. Vore regeringer vil nu have os til at tro, at den samme logik kan udnyttes til at løse klimakrisen ved at skabe en handelsvare kaldt ”CO2- kvoter” og ved at omforme skove og landbrugsjord til ”vaskekar”, som de hævder vil afbøde udledningerne af gasser.

Aktivister i bevægelsen for klimaretfærdighed vil i København argumentere for, at handel med CO2-kvoter udgør en hidtil uset form for privatisering af atmosfæren, og at afbødningsforanstaltninger og vaskekar truer med at blive et røveri af ressourcer af koloniale dimensioner. Disse ”markedsbaserede løsninger” vil ikke blot være ude af stand til at løse klimakrisen, men denne fejlslagne politik vil på dramatisk vis forøge fattigdom og ulighed, fordi de fattigste og de mest udsatte mennesker er de, der først bliver ramt af klimaforandringerne. Og det er dem, der er de foretrukne forsøgskaniner i disse planer for handel med udledning af drivhusgasser.

Men aktivisterne i København vil ikke blot sige nej til dette. De vil aggressivt fremføre løsninger, som samtidig med, at de reducerer udledningen af drivhusgasser, vil gøre uligheden mindre. Til forskel fra tidligere topmøder, hvor de alternative møder forekom at være et supplement til en hovedbegivenhed, vil de alternative møder i København påkalde sig stor opmærksomhed. For eksempel har sammenslutningen af direkte aktions komitéer, Climate Justice Action, opfordret aktivisterne til at storme konferencecenteret den 16.december. Mange vil gøre det som en del af ”cykelblokaden”, der i flok vil cykle mod afspærringerne, som en hidtil uset ”uimodståelig modstandsmaskine”. Aktionen vil bestå af hundreder af gamle cykler. Målet for aktionen vil ikke være at lukke topmødet som i Seattle. I stedet vil målet være at åbne det, at omforme mødet: ”et rum, hvor vores dagsorden kan diskuteres, en dagsorden nedefra, en dagsorden for klimaretfærdighed, for ægte løsninger, sat overfor de falske... Denne dag vil blive vores”.

Nogle af de løsninger, aktivisterne foreslår, er de samme som den globale klimaretfærdigheds bevægelse har ført frem i årevis: lokal, bæredygtigt landbrug; mindre, decentrale energiproducerende projekter; respekt for oprindelige folkeslags rettigheder; bevarelse af fossile brændstoffer i undergrunden; afskaffelse af forretningshemmeligheder vedrørende grøn teknologi; og for at finansiere disse forandringer ved beskatning af finansielle transaktioner og eftergivelse af udenlandsgæld. Nogle forslag er nye, som det voksende krav om, at de rige lande betaler ”klimagæld” i efterbetaling til de fattige. Dette er store krav. Men vi har alle i den seneste tid set, hvor store ressourcer vore regeringer kan fremskaffe, når det drejer sig om at redde eliterne. Som et slogan fra tiden før klimatopmødet i København udtrykker det: ”Hvis klimaet var en bank, ville det være blevet reddet” - ikke overladt til det fri markeds brutalitet.

Udover den sammenhængende forklaring og fokus på alternativer, er der masser af forandringer: En mere eftertænksom tilgang til begrebet direkte aktion. En tilgang, der anerkender det presserende behov for at gøre noget mere end bare at snakke, men som også er besluttet for ikke at medvirke til, at omtalen bliver efter den sædvanlige devise om politi mod protesterende demonstranter. ” Vores aktion er civil ulydighed,” siger organisatorerne bag demonstrationerne 16. december. Vi vil overvinde alle fysiske forhindringer, som kommer i vejen for os – men vi vil ikke svare igen med vold, hvis politiet (prøver) at optrappe situationen”. (Når det er sagt, kan det ikke undgås, at det under det to uger lange topmøde vil komme til nogle få sammenstød mellem politiet og unge, klædt i sort; det drejer sig trods alt om Europa.

For ti år siden skrev jeg i en åben leder i New York Times - efter at topmødet i Seattle blev lukket - at en ny bevægelse, som talte for en radikalt anderledes globalisering, ”netop var blevet født”. Hvad vil være Københavnertopmødets betydning? Jeg stillede John Jordan dette spørgsmål. Hans forudsigelse af, hvad der kom til at ske i Seattle, citerede jeg i min bog No Logo. Han svarede: ”Hvis Seattle var bevægelsernes bevægelses start, så vil resultatet af topmødet i København måske blive, at vi kan fejre, at vi er blevet modne”.

Imidlertid, advarer han, at vokse op betyder ikke, at man skal være overforsigtig, undgå civil ulydighed til fordel for traditionelle møder. ”Jeg håber, vi er vokset op for at udvikle os til at være mere ulydige”, sagde Jordan, ”fordi alt liv i vores verden måske finder sin afslutning på grund af for meget lydighed.”

En ajourført udgave i anledning af tiåret for Naomi Kleins' No Logo; Taking aim at the Brand Bullies udkommer i november.

Denne artikel udkom 30. november 2009 i The Nation. Oversat af H.C. Nielsen.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: sZj26U
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk