læs mere om: Faglig kamp | Arbejdsmarked

14.02.10 | Jørgen Arbo-Bæhr

Tip en ven      |    Print  

Overenskomst: OK 2010 - midt i en krisetid

I disse dage er overenskomsterne midt i de afsluttende forhandlinger. Den oprindelige køreplan betyder, at den største og magtfulde forhandling mellem Dansk Industri og CO Industri skulle have været afsluttet fredag den 12. februar, og de afgørende forhandlinger i weekenden skal afgøre, om der kommer et forlig, eller om forhandlingerne skal indblandes af forligsmanden.

Samtidig er man gået i gang med forhandlingerne på de andre større områder. Feks. indenfor byggeriet, transport og handel og service-områderne.

OK-forhandlingerne sker midt i en krisetid. Arbejdsløsheden er steget, og den vil også stige inden for den overskuelige fremtid. Samtidig har en del af arbejderklassen problemer med, at deres løn og arbejdsforhold presses af arbejdsgivernes misbrug af billig arbejdskraft fra de østeuropæiske lande. Og endeligt har der været en vigende tendens i organisationsgraden i de fleste af de førende fagforbund, hvor man har set, at de gule organisationer vokser – ikke mindst de kristelige.

Politiske krav vokser
Når man ser på nogle af de største krav blandt fagbevægelsens medlemmer, viser det sig tydeligt at være politiske krav. En del af kravene retter sig altså til politikerne på Christiansborg.

For det første er der kravene om bekæmpelse af social løndumpning. Det handler ikke mindst om kravet om ”kædeansvar”. Det vil sige, at en hovedentreprenør – primært indenfor byggeri, men også indenfor hotel & restauration og transport – skal være ansvarlig for, at deres underentreprenører overholder overenskomsterne. Det er et krav til overenskomsterne, men det er også et krav om, at lovgivningen skal ændres. Det er et vigtigt krav for store dele af arbejderklassen, og samtidigt er det et vigtigt krav til Folketinget, og desuden er det også en udfordring til Danmarks forhold til EU.

Desuden kan man se, at kravene inden for industriområdet også handler om flere arbejdspladser. Vi har i de senere år set, at industriarbejdspladser forsvinder ud af landet, og biver til nye arbejdspladser primært i Asien, hvor lønnen er meget lavere. Det stiller store krav til politikerne i Folketinget, om etablering af nye arbejdspladser indenfor industrien, f.eks. indenfor produktion af vedvarende energi.

Disse krav fra fagbevægelsens medlemmer viser, at forhandlerne har noget at true arbejdsgiverne med. Man kan også se, at medlemmerne er parat til at strejke for deres krav. F.eks. har 3F fået lavet en undersøgelse, der viser at tre fjerdedele af medlemmerne er parat til at strejke, og de vil især bekæmpe løndumpningen.

Fagbevægelsens venstrefløj
Venstrefløjen i fagbevægelsen har nogle muligheder til at udfordre topforhandlerne, og samtidig har vi muligheden for at kæmpe for en ny regering og en anden politik fra den nye regering.

Vi har muligheden for at stå fast på medlemmernes krav, og at rejse kravene om kædeansvar og kravene om etablering af industrielle arbejdspladser, direkte overfor regeringen og overfor en ny regering – overfor partierne Socialdemokraterne og SF.

Samtidig er det vigtigt, at venstrefløjen holder fast i alle de samlede krav. Det handler ud over de ovennævnte krav, om kravet om reallønsstigninger, og om afskaffelse af 50 % kravet indenfor HK, og kravet om ligeløn, så der kommer markante lønstigninger blandt de lavtlønnede kvindeområder, f.eks. indenfor handel og rengøring.
Desuden skal vi forlange, at forhandlingerne er åbne, så medlemmerne kan følge med i, hvad forhandlerne siger overfor arbejdsgiverne.

På den måde vil venstrefløjen udfordre topforhandlerne. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at topforhandlerne er parat til at lave kompromisser med arbejdsgiverne, som ikke vil give medlemmerne brugbare løsninger mod løndumpningerne og bekæmpelse af arbejdsløsheden. Topforhandlerne bruger jo pseudoargumenter, hvor de er parat til at bakke op om arbejdsgivernes krav om bedre konkurrenceevne.

Vi skal overalt i fagbevægelsen pege på, at vi i stedet for at blive skræmt af krisetiden, skal holde fast på kravene, så fagbevægelsen kan komme i offensiven mod såvel arbejsgiverne som den borgerlige regering. På den måde kan vi styrke kampen om en anden regering, og en anden politik fra en ny regering.

Tip en ven      |    Print