Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme Politisk dødvande, mens nedskæringer fortsætter – og dræber Venstrefløjens historiske ansvar i Grækenland Jorden til dem, der dyrker den Nyt baskisk venstrefløjsparti efter strategisk kursændring Ingen stemmeopfordring fra Sinistra Critica Syrizas ledelse udfordret fra venstre Kan SYRIZA blive et nyt PASOK? Udsigten til en venstre-regering i Portugal Afvis trojkaens tyveri og vælt regeringen Retten til selvstændighed og venstrefløjens forslag En million i oprør i gaderne Farvel Spanien? Brev fra Alexis Tsipras til EU-Kommissionens formand Vi skal genskabe troen på at mobilisere ”Vi har præsenteret et antikapitalistisk svar” Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse Græsk hospital nu under arbejderkontrol! Omstrukturering, revision eller sletning af gælden? Absolut flertal til højre Farvel til Berlusconi - nu skal vi kæmpe imod bankdirektørernes regering EU-topmødets aftale er uacceptabel Grækenland på randen undtagelsestilstand – et spørgsmål om dage Vi vil ikke betale jeres ejendomsskat! Vi vil vælte jer! Kæmpe sejr for de indignerede 15. Maj bevægelsen i Spanien Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! ”Et nederlag, som skal kaldes, hvad det er” Oppe og nede Arabisk forår og spansk sommer Den yderste venstrefløj i en blindgyde Social modstand er løsningen – ikke et farvel til euroen Succes for den anti-kapitalistiske venstrefløj i lokalvalgene Berlusconismen i krise – og venstrefløjen på et sidespor Mobiliseringerne fortsætter Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation Meningen med den græske krise "Eliten er i gang med at hævne sig på befolkningen" Tørklædesag i fransk valgkamp Stor fremgang til venstrefløjen 'Vi vil have selvstændigheden til at materialisere sig' Oprør og antikapitalistisk samling Grækenland i oprør Billeder fra historiske protester i Grækenland På vej mod et nyt antikapitalistisk parti Antikapitalisme i EU-valget ”Det røde postbud” blev udspioneret 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Neo-fascister opruster under Berlusconi Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen
læs mere om: Sydeuropa | Historie
13.08.11 | Tobias Knudsen
Arbejderbyen Fumel: En fabriksarbejders livshistorie
De fleste revolutionære drømmer om at kunne se tilbage på en livshistorie som Ignaces´. En historie om strejker, solidaritetsaktioner, fabriksbesættelser og drømmen om revolution.
Han er født i 1950 i det sydlige Frankrig af politiske flygtninge fra Baskerlandet. Hans far sad i fængsel fra 1938-47 under det spanske diktatur og flygtede efter en dødsdom i ´49 til Frankrig. Derfor blev Ignace selv betragtet som politisk flygtning, til han var 14 år. Frankrig var, som mange andre lande, ikke begejstret for baskere, og tillod ikke baskiske navne. Dette er forklaringen på, hvordan Iñaki blev til Ignace.
Vi møder Ignace på Fjerde Internationales ungdomslejr i Frankrig og bliver fascineret af hans væsen og hans historie. Ignace er en 61-årig metalarbejder med stort overskæg, gråt hår og lever generelt godt op til billedet af en sydeuropæisk smed.
Ignaces far boede i en af de store flygtningelejre i Sydfrankrig. Ignace har levet hele sit liv i byen Fumel, en by med 3500 indbyggere, som tiltrak flygtninge fra Baskerlandet. I byen boede 25 forskellige nationaliteter, hvoraf mange var flygtet fra den truende fascisme i 1930´erne eller den tiltagende jødeforfølgelse i Europa.
Som 20-årig startede Ignace på den lokale stålrørsfabrik, der på det tidspunkt beskæftigede 4000 mennesker. 41 år senere kan han se tilbage på et arbejdsliv med arbejdskampe, international solidaritet, et utal af strejker og ikke mindst, da arbejderne overtog fabrikken.
Da Ignace startede, havde fabrikken to celler af det franske kommunistparti, en gruppe, der tilhørte socialistpartiet, en CNT-sektion, der samlede anarkister og kammerater fra det spanske POUM. I 1975 havde LCR (den franske sektion af Fjerde Internationale) 5 medlemmer på fabrikken, og i 1980 var tallet oppe på 17, hvilket gjorde det muligt at overtage ledelsen af den lokale CGT-fagforening.
I perioden fra 1970 til 2004, hvor Ignace stoppede, blev arbejdsstyrken reduceret til 450 mand. Det betød, at arbejderne gentagne gange nedlagde arbejdet for at bevare byens arbejdspladser, bl.a. med et krav om 32 timers arbejdsuge. I perioden fra 1988 til 1992 strejkede fabriksarbejderne i alt 18 gange. Derfor blev både arbejdere og fagforeningen i Fumel radikaliseret i en grad, der ikke var værdsat i CGT centralt eller i andre politiske kredse.
Samtidig havde arbejderne på fabrikken tradition for at lave solidaritetsarbejde. I midten af 1980´erne, hvor de engelske minearbejdere var i strejke i over et år, tog Fumels fabriksarbejdere på natlige udflugter for at tømme togvogne med kul fra Polen, som skulle erstatte det manglende kul fra England. Solidariteten var også stor mellem arbejderne på fabrikken, som arbejdede i treholdsskift. Morgenholdet arbejdede 04-12, dagholdet arbejdede 12-20, og natholdet 20-04. For at hjælpe natholdet, producerede de to andre hold flere emner end de skulle - og flere end arbejdsgiveren troede, de kunne. Det betød at natholdet ofte kunne gå hjem kl. 24.
Efter årtusindeskiftet steg fabriksarbejdernes frygt for en fabrikslukning. Den investeringsfond, som ejede fabrikken, var begyndt at lukke lignende fabrikker i Frankrig, Spanien og Italien. De ansatte begyndte så småt at diskutere, hvad man skulle stille op, når det en dag blev deres tur. Det varede da heller ikke længe, før den næste fyringsrunde var en realitet.
Første skridt var at fortsætte med det gamle krav: ingen fyringer. Ledelsen på fabrikken tilbød derefter, at alle over 50 år kunne gå på pension med fuld løn. Ved første øjekast lyder det egentlig som en rigtig god aftale, men fagforeningen forstod, at det var en anden måde at lukke fabrikken på, da de pensioneredes stillinger jo ikke blev genbesat. Samtidig frygtede man, at de pensionerede ville blive inaktive, og at det ville svække arbejderklassen i byen generelt og på fabrikken i særdeleshed. Ved at slå på sådanne argumenter lykkedes det den lokale fagforening, (som var ledet af arbejdere fra fabrikken) at overbevise deres kolleger om at kæmpe imod enhver fyring og ethvert gunstigt pensionstilbud.
Efter længere tids tovtrækkeri kom det frem, at fabrikken stod foran en lukning. Men da dette ikke kom som en overraskelse for de velorganiserede fabriksarbejdere, satte det blot skub i en yderst velorganiseret og længe forberedt aktion. Arbejderne på fabrikken var begyndt at overproducere varer, og lægge dem på lageret, uden at skrive dem i bøgerne. Dermed kunne de sælge dem under, ja lad os bare kalde det, alternative forhold. Efter et år, i juni 2003, havde de solgt for 11 millioner euro ekstra. Det skal nævnes, at det kunne lade sig gøre, fordi alle undtagen ledelsen var organiseret samme sted, alle fra regnskabsafdelingen over kantinen og til produktionen var med i klubben. Med den opsparede kapital kunne arbejderne overtage fabrikken.
Der var dog enighed om to ting. Overtagelsen af fabrikken vil blive opgivet den dag, man var nødt til at udbytte sig selv eller putte arbejdernes penge i fabrikken, for at den kunne overleve på markedsvilkår. Derfor var det også en enig flok fabriksarbejdere, der besluttede at sælge fabrikken. Det havde været succesrige 4 år – en periode med reel kollektiv ledelse og lønstigninger på 17 procent. Men i 2007 erkendte man, at lige såvel som man ikke kan praktisere socialisme i et land, kan man heller ikke praktisere socialisme på en fabrik. Ingen banker ville låne en fabrik penge, der ikke havde til formål at skabe profit, men blot ville øge velstanden blandt arbejderne og til og med ikke havde en ledelse, man kunne ansvarliggøre.
Igmace er nu gået på pension. Tidligere end de fleste. Pga. arbejde med farlige stoffer er han som de andre fabriksarbejdere tildelt tidligere pension. Heldigvis har han samme løn som i sit arbejdsliv. Fabriksarbejderne tildelte nemlig hinanden en ekstraordinær stor lønforhøjelse et år før, de skulle pensioneres. I Frankrig udgør pensionen en procentdel af det seneste års lønarbejde.
Indfasningspakken er hus forbi!
Hvis du køber ”Hus Forbi” af en hjemløs hver måned, så har du været med til at sikre, at han kan overleve og måske lidt mere. Men du har ikke løst hans problem. Regeringens forslag til en midlertidig forsørgelse af arbejdsløse uden dagpenge kan også redde nogle af dem fra økonomisk ruin. Men det løser bestemt ikke de arbejdsløses dagpengeproblemer. Læs hele kommentaren >>
Margaret Thatcher og skattesvindlernes paradis
Et af historiens største finansielle afsløringer hænger sammen med Margaret Thatcher og den neoliberale, fagforeningsfjendske politik, hun stod for. Tilfældigvis kom afsløringen samtidig med hendes død. OffshoreLeak indeholder detaljer om de enorme summer, som undgår beskatning, og om hvem der ejer formuerne i skatteparadiserne. Benny Åsman skriver (på svensk) på sin blog mere om afsløringerne.
Indien: Større styrke end hæren
Over hundrede millioner indiske arbejdere strejkede i to dage i februar, i den største strejke i arbejderklassens historie. Den indiske arbejderklasse kunne blive en langt stærkere kraft end hæren. Af Soma Marik, i
International Viewpoint, marts 2013.
Opstanden spreder sig
I Slovenien spreder opstanden sig. Fagforeningerne har spillet en afgørende rolle i modstanden mod de forskellige angreb på de sociale goder. bl.a med en demonstration med over 30.000 deltagere mod skatteændringer, der især tilgodeser de rigeste.
Af Lucien Perpette i International Viewpoint, februar 2013.
Cubakrisen 50 år efter
Verden stod stille den sidste uge af oktober for 50 år siden, fra det øjeblik, hvor det blev kendt, at Sovjet havde placeret atombevæbnede missiler på Cuba, indtil krisen sluttede officielt – selv om det, hvad der ikke blev sagt offentligt, netop kun var officielt. I den britiske avis The Guardian ser den amerikanske samfundskritiker Noam Chomsky tilbage på konflikten, hvor USA’s præsident Kennedy spillede russisk roulette med atomkrigen.
Nyt jordrøveri
Sri Lankas landbrugsjord bliver markedsført aggressivt som investeringsobjekt for agroindustrien fra Golflandene til skade for småbønder og kvinder, skriver B Skanthakumari. Det er et generelt problem for en lang række lande, også i Afrika syd for Sahara. International Viewpoint 447, april 2012.