Socialistisk Information nr. 168 September 2002                          Til SAP's Forside

KOMMENTAR

Iraks kommunister afviser både Hussein og USA

Af Latef al-Mashadani

I 1980 angreb Saddam Husseins tropper Iran, og krigen varede 8 år, kostede mere end 1 million menneskeliv, gjorde flere tusinde invalide, og der var tusindvis af krigsfanger på iransk og irakisk side.

I de otte år, krigen varede, støttede USA og dets allierede Saddam Husseins diktatur i hans krig mod Iran. De hjalp ham med højteknologiske masseødelæggelsesvåben, som han brugte i krigen mod Iran og siden mod sit eget folk. USA har aldrig protesteret imod diktatoren, da han brugte giftgas imod den kurdiske by Halabja, der kostede 6.000 menneskeliv. Og hans operation Al-Anfall, i Nordirak (Kurdistan), som kostede 183.000 menneskeliv under anførsel af general al Khazraji (som i dag er i flygtning i Sorø, SI-red).

Efter at USA og deres allierede havde lagt Irak i total ruin i Golfkrigen, har de også pålagt Irak mere end ti års sanktioner for at lægge pres på Saddam Hussein, men det har blot styrket hans greb om magten. Og i 1991hjalp de Saddam Hussein mod de irakiske oprørere, som næsten havde befriet hele Irak, med undtagelse af Bagdad. USA´s militær var inde i Irak under oprøret, men i stedet for at støtte irakerne mod diktatoren, hjalp de Saddam Hussein ved at give ham tilladelse til at bruge flyvemaskiner til at knuse oprøret.

Amerikanerne isolerede oprørerne, beslaglagde deres våben og kørte dem i lastbiler til Saudi Arabien. Over 200.000, blev anbragt i flygtningelejre..

Nu vil USA angribe Irak i en militær aktion for at styrte Saddam Hussein. Der er en bred bekymring blandt befolkningen, der forventer at USA snart vil angribe. De irakiske myndigheder er også begyndt at opføre sig, som om krigen er nært forestående. Samtidig er Civilgarden blevet indkaldt, og militæret har forstærket stillingerne langs grænsen i de kurdiske områder.

Saddam Hussein opruster på de indre fronter, og han slår hårdt ned på oppositionspolitikere. Der er et stigende antal razziaer og henrettelser af folk, der er imod ham og hans regime.

Iraks Kommunistiske Parti kæmper for demokrati og frihed og kæmper mod USA´s militærangreb på Irak. Det er vigtigt, at vi hurtigt får opbygget en koalition, der taler med hele befolkningens stemme og samler kræfter, der skal være parat mod angreb på Irak.

Amerikanerne ønsker ikke demokrati i Irak og støtter helst irakiske militære oppositionsfolk. Det ser vi nu, hvor tidligere irakiske officerer får åbenlys støtte fra det amerikanske udenrigsministerium. Strategien er ar erstatte et militærdiktatur med et andet militærdiktatur. USA ønsker ikke demokratiske reformer, fordi de er bange for befolkningens stemme.

Iraks Kommunistiske Parti understreger, at det er landets egne indre kræfter, der skal vælte Saddam Hussein. Selvfølgelig med hjælp og støtte fra omverdenen.

 

Latef al-Mashadani er repræsentant i Danmark for Iraks Kommunistiske Parti

Følg med hver måned: 4 numre for kun 20 kroner!